Foto: GeraldFriedrich2 / Pixabay
Den 7. oktober 1949 blev Østtyskland sin egen stat under navnet: Deutsche Demokratische Republik, DDR. DDR bestod af de tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt den østlige del af landets hovedstad, Berlin. DDR eksisterede fra 1949 til 1990. I vesttyskland blev Forbundsrepublikken Tyskland, BRD grundlagt den 23. maj 1949. Her blev hovedstaden Bonn,en søvnig landsby nær den franske grænse. Vestberlin blev en ø midt i det socialistiske rige.
1949 - 1990 i korte træk
Officielt var DDR en demokratisk flerpartistat - men det var partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) og dets partiorganisation, der bestemte. Det bestod af det kommunistiske parti og socialdemokratiet, som kommunisterne lagde sammen. Der var hverken flere partier, der fik mulighed for at bestemme, eller demokrati.
I vest ønskede man på sigt at landet skulle genforenes og derfor blev DDR først anerkendt i 1973 af Vesttyskland og andre vestlande. I øst så man anerledes på den sag. Fra begyndelsen var DDR anerkendt af hele Østblokken. Under den kolde krig var landet medlem af Warszawa-pagten og ville være hovedbasen for en storoffensiv mod vesten.Man talte for fred og stillede raketter op.
Systemskiftet kom på en gang den 9 november 1989 kort efter styrets fejring af 40 års jubilæet.
Skiftet kom med murens fald efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger, folkelige demonstrationer i DDR, DDR borgeres masseflugt til vesten samt Michail Gorbatjovs undsigelse af Brezjnevdoktrinen.Sovjetunionen skred ikke ind og støttede diktaturstaterne i Østeuropa - som de ellers havde gjort i 1953 i Berlin, 1956 i Ungarn, 1968 i Prag og så videre.
Efter systemskiftet skiftede lederene i DDR i hurtigt tempo, men forbundskansler Helmut Kohl og udenrigsminister Hans Dietrich Genscher så sammen med den sovjetiske præsident Michail Gorbatjov mulighederne for at forene de to tysklande. Det skete allerede i 1990. DDR blev herefter indlemmet i Forbundsrepublikken. I Tyskland i dag omtales Østtyskland som 'de nye forbundslande'. Siden genforeningen har forbundsregeringen brugt mere end 100 milliarder kroner om året på at få det tidligere DDR på fode igen.
Historien om DDR er vigtig og en alle bør kende. De få successer, som DDR kunne opnå blev opnået på et bagtæppe af trusler om straf og isolation. Det var en makke-ret stat, hvor flertallet var tvunget til at følge fåtallet uden mulighed for at vælge andet eller for at flytte sig. Det kaldes prolitariatets diktatur, hvor en lille elite styrer de uvidende masser. Helt efter bogen.
I Danmark har vi et parti, Enhedslisten, som arbejder for at Danmark skal blive en tilsvarende stat. Det er en tanke, som mange bliver optaget af og det er naturligvis ikke Enhedslistens hensigt, at gentage alle de dårlige sider af DDR. Faktum er blot, at der aldrig nogensinde har eksisteret et voldsfrit socialistisk diktatur - og ideen er ellers afprøvet i masser af versioner de sidste 100 år.
Der er ikke grund til at tro at det er muligt. Læs mere om socialisme her.
DDRs første dage
Opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig i allierede besættelseszoner var ikke tænkt som en permanent løsning, men efterhånden blev modsætningerne mellem det kommunistiske Sovjetunionen og de vestlige demokratier under ledelse af USA blev større, blev det klart, at den sovjetiske besættelseszone ville få en anden udvikling end de vestlige besættelseszoner.
Vesttyskland blev grundlagt den 23. maj 1949 og DDR blev en østtysk selvstændig stat efter sovjetisk forbillede den 7. oktober 1949. Se mere film.
Den østtyske forfatning mindede meget om Weimarforfatningens, og ytrings- presse- og religionsfrihed blev specifikt nævnt i artiklerne. Men det var ren snak og gummiparagraffer. Ingen af delene eksisterede i virkeligheden.
Styringen af landet blev lagt i hænderne på det nydannede socialistiske enhedsparti, SED, der var et samarbejde mellem det østtyske socialdemokrati (SPD) og kommunistpartiet (KPD). De kommunistiske ledere var i stort tal flygtet til sovjet i 1930'erne - med god grund, for nazisterne slog kommunister ihjel i stort tal. I Sovjet blev de skolet og trænet og kom tilbage for at overtage ledelsen.
Fra 1949 til 1971 var Walter Ulbricht som SED's førstesekretær landets fødte leder.
Allerede i 1948 oprettedes på sovjetisk initiativ mindre militærafdelinger i DDR, der bestod af østtyske politienheder, "Volkspolizei". Med den begyndende kolde krig og med Vesttysklands indtræden i NATO og oprettelsen af den vesttyske hær, Bundeswehr, blev det nu besluttet, at også DDR skulle have sin hær.
Den 1. marts 1956 blev den nationale folkearme (NVA-"Nationale Volksarmee") dannet, som den vesttyske med hjælp af mange af de værnemagtsofficerer, der få år forinden havde kæmpet under Hitlers ledelse mod Den Røde Hær. Det var ikke et problem for den officielle retorik var, at alle nazistern var i Vesttyskland. I Østtyskland var der ingen udfordringer.
Med indførelsen af værnepligt i 1962 nåede det samlede antal soldater i NVA op på cirka 170.000. NVA deltog på intet tidspunkt i krigshandlinger, men der var planer om at lade divisioner fra NVA deltage i bekæmpelsen af oprøret, Pragforåret i Tjekkoslovakiet i 1968.
Sovjetunionen havde umiddelbart efter krigen drænet den østtyske industri for maskiner og produktionsapparater som erstatning for de lidelser, det sovjetiske folk havde lidt under 2. verdenskrig. Hele fabrikker var demonteret, sat på transporttog og kørt til sovjet, hvilket sandsynligvis var den væsentligste innovation i hele sovjetunionens historie.
DDR var socialistisk og her er troen på, at man kan planlægge økonomi stærk. 1951 trådte den første femårs-plan i kraft. Med den havde DDR lagt sig fast på en stram planøkonomi, hvor al produktion blev dirigeret og styret af staten. Den første femårs-plan fra 1951 til 1955 skulle hovedsageligt forsøge at fjerne de mærkbare følger af 2. verdenskrigs ødelæggelser og sovjetisk demontage af østtysk industri.
Ledelsen fokuserede på at opbygge en stabil energisektor samt svær- og kemiindustri. I de første fem år var planøkonomien ikke slået igennem for alvor, der var stadig over 13.000 private virksomheder, og i landbruget var tvangskollektiviseringer endnu ikke trådt fuldt i kraft. Der var fængselsstraf til bønder for landsskadelig virksomhed, hvis deres høst slog fejl.
Allerede i 1957 opnåede DDR en produktion, der var dobbelt så stor som i det tilsvarende område før 2. verdenskrig. 50 procent af verdens brunkul kom fra DDR, og landet eksporterede brunkul. I kemi- og stålproduktion lå DDR også på et meget højt niveau.
Stalins døde den 5. marts 1953 og det fik magtkampe mellem tilhængere af den stalinistiske linje og fortalere for en mere blød politisk linje brød ud i lys lue.
I DDR brød der den 17. juni 1953 strejker ud blandt østberlinske arbejdere på grund af længere tids utilfredshed med dårlige lønninger og en elendig levnedsmiddelsituation. Regerinen havde besluttet, at der skulle arbejdes mere uden lønkompensation. Arbejderne fik hurtigt opbakning fra studenterne. Strejkerne bredte sig over hele DDR og udviklede sig til en egentlig opstand. Kun en brutal, militør indsats fra sovjetiske kampvogne sikrede, at DDR's styre blev siddende på magten. Mere om opstanden.
Walter Ulbricht blev takket være den militære støtte fra Sovjetunionen styrket i sin magtposition. Indtil 1953 boede den kommunistiske regering sammen i Pankow omkring Majakowskiring bag en høj mur. Efter opstanden flyttede de på mere sikker afstand af Berlin og folket til Wandlitz, hvor de boede sammen i en slags kollektivby. Her kunne alle holde øje med alle. Mere om Majakowskiring.
Man kan sikkert diskutere længe om det var Walter Ulbricht og SED der styrede DDR - eller om det i virkeligheden var ministeren for statssikkerhed, Erich Mielke og STASI - statssikkerhedspolitiet - som med sovjetisk opbakning holdt øje med alt og alle. Helt bogstavligt.
Udvandring, flugt og mur
DDRs borgere flyttede til vest til friheden. Befolkningen stemte med fødderne. I 1956 havde 1,72 mio indbyggere forladt landet og DDR indførte en mere stram visum- og paslov, der skulle forhindre udvandring. Det var især unge og veluddannede, der forlod landet, dem det nye land allerdårligst kunne undvære. Det blev forbudt at planlægge flugt fra landet, såkaldt "Republikflucht".
Det var ikke nok med pas, visa og velbevogtede grænser. Det var kun gennem Berlin, man kunne rejse til Vesten uden problemer. Man kunne stige på et S-tog i Østberlin og stige af i det uafhængige område Vestberlin. I løbet af 1960 og 1961 steg antallet af udrejsende, så det på længere sigt ville dræne DDR for indbyggere. Alene i de første syv måneder af 1961 flygtede 153.000 indbyggere.
For at stoppe udvandringen besluttede den østtyske ledelse at spærre adgangen til Vesten, og den 13. august 1961 vågnede berlinerne op til store grupper NVA-soldater, der tog opstilling langs grænsen mellem øst og vest. I løbet af få timer var der pigtråd langs hele strækningen, og i løbet af få måneder stod en betonmur som markering for grænsen mellem Øst- og Vestberlin.
Walter Ulbricht havde nogle måneder før talt over sig med bemærkningen om, "...at der er da ingen der tænker på at bygge en mur gennem Berlin". Men tanken var da også så vanvittig, at ingen havde hæftet sig ved den bemærkning.
Mere om muren.
Stabilitet og ro
Berlinmurens bygning betød en indre ro i DDR. De mange, der havde planlagt flugt, måtte nu opgive og var tvunget til at blive i DDR. Med en større økonomisk reform i 1963 blev der løsnet lidt op for den rigide, planøkonomiske DDR brugte nu mere af konkurrence, belønning og incitamentsystemer i styringen af økonomien, og det betød at DDR stabiliseredes økonomisk. De nye økonomiske reformer var et vigtigt skridt på vejen til at blive en af verdens ti største industrinationer.
Samtidigt voksede den interne overvågning, som det hemmelige politi STASI stod for. Via et enormt net af meddelere og informanter kunne STASI følge med i selv de mindste detaljer i borgernes liv, og der blev slået hårdt ned på enhver form – reel eller forestillet – for opposition til det socialistiske styre. Mere om STASI.
Afspænding i forhold til Vesttyskland
Med Willy Brandts tiltræden som forbundskansler i 1969 blev Vesttysklands politiske linje under parolen "Neue Ostpolitik" ændret i forhold til DDR. Det betød, at politikere fra øst og vest i 1970 for første gang officielt mødtes og talte med hinanden. Selv om Vesttyskland stadig nægtede at anerkende DDR og hævdede at være den egentlige tyske nation, så betød denne gestus meget for den østtyske stat i dets bestræbelser på at skabe et holdbart tysk alternativ til den vesttyske forbundsrepublik.
Ulbricht ud og Honecker ind
I 1971 var det slut for den aldrende Walter Ulbricht at sidde ved roret. Efter længere tids intern uro i partiet blev han tvunget til at træde af til fordel for Erich Honecker, der kom til at lede landet til 1989, hvor hans modstand mod reformer kostede ham lederposten.
Først i halvfjerdserne var DDR målt på produktion i en årrække verdens tiendestørste industriland. Ved genforeningen var DDR blandt de 25 største industrinationer i verden. På trods af det blev en stor del af landets udgifter finansieret ved hjælp af store lån i udlandet – især vestlige lande. Problemerne blev ikke løst i firserne, bl.a. fordi ingen ville skære i sociale tilskud og goder til befolkningen.
Selv om DDR på mange områder ikke var en fuldstændig umulig økonomisk set, var den målt med tilstødende vestlige nationer håbløst bagefter, og selv om planøkonomien i visse tilfælde ikke var helt uden succeser, ville de strukturelle problemer, denne økonomiske model skabte på længere sigt, føre til et økonomisk kollaps i konkurrence med de frie markedsøkonomier. I alle varegrupper herskede der fra tid til anden vareknaphed.
Mest udtalt var det for biler. Køberne af visse modeller måtte vente på deres bil i op til 15 år.Priser og løn blev fastsat fra statsligt hold. En arbejder kunne tjene næsten det samme som en universitetsansat kemiingeniør.
DDR var på trods af de store krigsskadeerstatninger, landet måtte betale til Sovjetunionen, alligevel den højstudviklede industrination i hele østblokken, og havde en højere levestandard end mange udviklede lande i verden. Landet led dog konstant af varemangel, hvorfor befolkningen måtte stå i kø for at få basale ting som bukser, sko, kød, brød osv.
DDR definerede sig selv som en demokratisk, socialistisk stat. Der var tale om et meget centralistisk opfattelse af demokratiet, hvorfor al magt var centreret i partiet. Der blev afholdt valg i DDR, men de var hverken frie eller åbne. Det var en pligt at deltage i valghandlingen, hvor der ikke var andre kandidater end dem, partiet SED havde opstillet på en prioriteret seddel. Værs' go og vælg.
I efterkrigens DDR var der som i resten af Europa stor mangel på arbejdskraft. Ligestillingslovens – artikel 24, afsnit 2 i DDR's forfatning af 9. april 1968 – betød, at kvinder ikke kun havde retten, men også pligten til at arbejde inden for stort set alle arbejdsområder. Det indebar for mange familiers vedkommende som noget nyt ligestilling i hjemmet.
For at motivere kvinderne til denne samfundsudvikling kom sociale foranstaltninger mod betalinger som: Pasningsordninger (vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, hvor børnene fik forplejning - og en god socialistisk opdragelse med militærtræning - mod betaling af et symbolsk beløb), centrale indkøbsmuligheder og vaskerier.
Idealet i DDR socialismen var, at kvinden stod til rådighed for arbejdsmarkedet hele sit arbejdsduelige liv (pensionsalder for kvinder 60 år og mænd 65 år) kun afbrudt af en ret til barselsorlov på et år Babyjahr. Derudover havde kvinder med mindst tre mindreårige børn retten til at gå hjemme som en ligestilling med arbejde.
Mere om livet i DDR.
I halvfjerdserne forsøgte DDR stadig mere intensivt at opbygge en national identitet omkring nationen DDR. Det betød, at tysk historie gik fra at blive tolket som et langt, mørkt kapitel til at blive forløber for oprettelsen af den østtyske stat. Den tidligere så forhadte preussiske konge Frederik den Store blev pludselig til en tidlig socialist og ven af det fattige bondefolk.
DDR fortsatte med at køre hårdt frem mod kritiske røster. Den prominente østtyske forfatter og digter Wolf Biermann blev efter et besøg i Vesttyskland nægtet indrejse til DDR.
Alle blev overvåget og afhørt af det berygtede Stasi, der med 100.000 ansatte og over 2.000.000 informanter effektivt kunne overvåge den østtyske befolkning.
Økonomiske problemer og Gorbatjov
Fra slutningen af halvfjerdserne begyndte den østtyske økonomi at blive stadigt dårligere. Især de to oliekriser i 1973 og 1978 betød store underskud, der måtte finansieres af store lån i udlandet.
Ved et sovjetisk statsbesøg i 1979 bankede en hidsig Bresjnev i bordet og sagde direkte til Honecker, at han med sin gæld til Vesten var ved at køre DDR direkte i bankerotten. Der blev i løbet af firserne ikke taget initiativ til at løse de store strukturelle problemer i den østtyske planøkonomi, og hvis ikke andre begivenheder havde forårsaget diktaturstaten DDR's sammenbrud, var DDR sandsynligvis brudt økonomisk sammen.
I 1985 blev Gorbatjov ny leder af Sovjetunionen, og hans "perestrojka" og "glasnost"-politik fik hurtigt følger også for DDR, der under Honeckers markante ledelse var et af de mest kommunistiske lande i østblokken.
DDR's sammenbrud
DDR var en diktaturstat og til valget den 18. marts 1990 styret af politbureauet. Men DDR var ikke længere et terroristisk diktatur, som det var efter opstanden i 1953 og til efter murens opførelse.
I 1975 indgik DDR sammen med de øvrige Warszawapagt lande og NATO Helsingfors-erklæringen. Herefter begyndte antallet af ansøgninger om permanent udrejsetilladelse at stige. En ansøgning var ensbetydende med årelang chikane.
Der var flere, som fik lov til at rejse ud af landet, men antallet af ansøgninger hobede sig op. I 80'erne blev dissidenter ikke længere afhentet om natten og skudt. Det var nu vigtigt for dissidenterne at blive i landet og reformere socialismen.
I slutningen af firserne steg antallet af oppositionsgrupper inden for DDR, og de blev efterhånden umulige at holde nede. Det drejede sig bl.a. om miljøgrupper, der ville gøre noget ved den enorme forurening, den sovjetiske satellitstat udledte, ofte i overfyldte beboelseskvarterer til stor skade for beboerne.
Freds- og menneskerettighedsgrupper voksede i antal og betydning. Selv om religion var svært foreneligt med den kommunistiske lære, havde DDR siden 1978 alligevel givet kirkerne visse friheder, og det blev i kirkerne, at oppositionsgrupper samledes og planlagde demonstrationer mod regimet.
I vinteren 82/83 skar Sovjetunionen ned for olieleverancerne til DDR, som Østtyskerne havde regnet med at sælge videre til Vesten. Det forværrede den dårlige økonomi i DDR og resulterede i, at Honecker måtte vende sig mod Forbundsrepublikken.
I august 1989 fik en begivenhed i Ungarn for alvor udviklingen til at løbe løbsk for DDR's ledelse. Ungarn åbnede, med accept fra Sovjetunionen for grænsen til det vestlige naboland Østrig. Der var nu slået et hul i jerntæppet, og østtyskere kunne flygte til Vesttyskland. Det underminerede DDR's eksistensberettigelse, der kun havde kunnet opretholdes ved at holde befolkningen fanget i landet.
En brutal opløsning af fredelige demonstrationer over hele landet ved 40-års jubilæet den 7. oktober 1989 var et tydeligt tegn på regimets manglende formåen. De næste dage voksede demonstrationerne i antal under råbet "Wir sind das volk", og det tvang den stædige Erich Honecker fra posten.
Honnecker var få dage forinden blevet advaret af Mikhail Gorbatjov om ikke at være for stædig. "Den der kommer for sent, forpasser livet".
Den 9. november blev det, ved et pressemøde, af en tydeligt presset østtysk politiker Günter Schabowski bekendtgjort, at alle grænseovergange var åbne. En sand folkestorm brød løs mod grænseovergangene i Berlin, og grænsesoldater så sig nødsaget til at give efter for folkepresset og åbne grænserne. DDR var brudt sammen.
Den 9. november, hvor alt ting blev forandret omtales i Tyskland som "Die Wende" (Forandringen). Mere om "Die Wende"
Genforeningen
De første frie valg i DDR fandt sted i marts 1990 og gav en kæmpesejr til det konservative CDU, der for første gang var opstillingsberettiget.
CDU havde ført kampagne for ophævelse af DDR og en indlemmelse i Vesttyskland.
Det skete allerede den 3. oktober 1990.
DDR ophørte med at eksistere efter 41 år.
Film om livet i DDR og Øst-Berlin
Good bye, Lenin!
Das Leben der Anderen
Sonnenallee
Berlin – Ecke Schönhauser...
DDRs ledere
Formand for statsrådet
- 1949–1960 Wilhelm Pieck
- 1960–1973 Walter Ulbricht
- 1973–1976 Willi Stoph
- 1976–1989 Erich Honecker
- 1989 Egon Krenz
- 1989–1990 Manfred Gerlach
Premierminister
- 1949–1964 Otto Grotewohl
- 1964–1973 Willi Stoph
- 1973–1976 Horst Sindermann
- 1976–1989 Willi Stoph
- 1989–1990 Hans Modrow
- 1990 Lothar de Maizière
Inspiration og en del lange direkte citater: Wikipedia, anden litteratur.