I september 1964 besøgte den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Berlin. Han var blandt andet inviteret af menigheden ved Marienkirche ved Alexanderplatz. Han holdt den samme prædiken både i Marienkirche i Øst-Berlin og på Waldbühne i Vest-Berlin.
Martin Luther var i Berlin, inviteret af Willy Brandt, ved en mindebegivenhed for den amerikanske præsident John F. Kennedy.
Martin Luther King kom til Berlin den 12. september 1964.
Tidligt om morgenen den 13. september skød og sårede de østtyske grænsevagter den 21 år gamle Michael Meyer, da han forsøgte at flygte over muren ved Stallschreiber Strasse i Kreuzberg. Grænsevagterne skød efter ham og ramte med fem kugler. En amerikansk soldat fik trukket Michael Meyer i sikkerhed. Samme dag tog Martin Luther til Kreuzberg for at være på stedet selv. Han besøgte blandt andet en lejlighed i vest, hvor grænsevagternes kugler var trængt ind. I Stallschreiber Strasse sidder der i dag en lille mindeplade.
Om eftermiddagen holdt Martin Luther King først tale på Schöneberg rådhus, dernæst for 22.000 tilhørere på Waldbühne som åbning på Berlin Jazz Festival.
Herefter insisterede han på at besøge DDR for også at holde en tale i Marienkirche i Øst-Berlin. Det var ikke lige til. Legenden siger, at den amerikanske ambassade havde hans pas, men Martin Luther kørte igennem med sin limosine ved Checkpoint Charlie ved at vifte med sit American Expresscard og veksle de obligatoriske 20 vestmark til østmark. I 1963 var han "Man of the Year" på Times Magazine, så har var måske allerede kendt der på grænsestationen.
Martin Luther Kings besøg i Øst-Berlin varede 5 timer og han besøgte Marienkirche ved Alexanderplatz og holdt en prædiken.
Kirken var fyldt til bristepunktet for rygtet om hans besøg havde spredt sig mund-til-mund med lynets hast. Ved gudstjenesten var det naturligt at synge "Go down, Moses - Let my people go".
På grund af de mange tilhører blev der spontant arrangeret endnu en prædiken i Sofienkirche i Große Hamburger Str. 29 og senere besøgte han et hospice nær Friedrichstrasse-bahnhof.
Ved Sofienkirche og ved det tidligere Hospice hænger der mindeplader om besøget. Han var først tilbage i Vest-Berlin over midnat.
Besøget i Øst-Berlin blev aldrig omtalt i DDRs medier. Det var for forbudt at sige ting som: "Here on either side of the Wall are God’s children and no man-made barrier can obliterate that fact.". Han gav håb til dem, der var til stede, men budskabet blev ikke bredt spredt videre i DDR.
Dagen efter fløj Martin Luther King hjem igen. En måned senere fik han Nobels fredspris.
Beskrevet i Tagesspiegel
On the Importance of Jazz
af Martin Luther King, 13.9 1964 Berliner Jazz Festival
God has wrought many things out of oppression. He has endowed his creatures with the capacity to create—and from this capacity has flowed the sweet songs of sorrow and joy that have allowed man to cope with his environment and many different situations.
Jazz speaks for life. The Blues tell the story of life's difficulties, and if you think for a moment, you will realize that they take the hardest realities of life and put them into music, only to come out with some new hope or sense of triumph.
This is triumphant music.
Modern jazz has continued in this tradition, singing the songs of a more complicated urban existence. When life itself offers no order and meaning, the musician creates an order and meaning from the sounds of the earth which flow through his instrument.
It is no wonder that so much of the search for identity among American Negroes was championed by Jazz musicians. Long before the modern essayists and scholars wrote of racial identity as a problem for a multiracial world, musicians were returning to their roots to affirm that which was stirring within their souls.
Much of the power of our Freedom Movement in the United States has come from this music. It has strengthened us with its sweet rhythms when courage began to fail. It has calmed us with its rich harmonies when spirits were down.
And now, Jazz is exported to the world. For in the particular struggle of the Negro in America there is something akin to the universal struggle of modern man. Everybody has the Blues. Everybody longs for meaning. Everybody needs to love and be loved. Everybody needs to clap hands and be happy. Everybody longs for faith.
In music, especially this broad category called Jazz, there is a stepping stone towards all of these.