Vandsportsmuseet er et lille specialmuseum om Berlin-Brandenburgs vandsportshistorie fra 1835 og frem, kejsertidens store regattaer og DDR-roernes successer.
Museet har oprindelse i en privat samling, men i dag bor samlingen i Regattastrasse 191 i Grünau. 200 udstillede genstande med både historiske og moderne robåde, motorbåde, foreningsfaner, historiske dokumenter og fotografier. Det er historie, der er knyttet til både lokalhistorie, sportshistorie og socialhistorier. Lederen af museet er den forhenværende lærer Werner Philipp, som har startet samlingen.
Grünau, som ligger ved "den blå port" til Berlin var i begyndelsen af forrige århundrede et centrum for vandsporten i Tyskland. Mellem Stralau og Grünau var der omkring 100 ro-sportsklubber. I begyndelsen var det for mænd. Men i 1901 fik de borgerlige damer lov til at lave deres egen dame-roklub. Men kun i lange kjoler, bluser, slips og snørrestøvler. Det skulle gå ordentligt til - se bare på arbejderkvinderne, som havde roet siden 1892.
Når der var "kaiserwetter" kunne Kejser Wilhelm II finde på at sejle forbi med sin Yacht "Alexandria", når der var ro-regatta. "Kaiserwetter" er berliner-slang for super-godt vejr med skyfri himmel og solskin - det var de dage, men kunne være heldig at træffe kejseren udenfor. Det blev senere til "fuhrerwetter", da Hitler kom til, men der er vist ingen, der har talt om "Kanzlerwetter".
I 1933 blev roklubben "Helvetica" forbudt - det var jødernes roklub. I 1938 overtog nazisterne helt og roklubberne kom under Reichssportführung. I 1930'erne blev der afholdt Europamesterskaber og Olympiske lege i Grünau. I krigsårene foregik her ikke meget og først i 1950erne i DDR kom der gang i mesterskaberne igen. Der blev holdt i alt 16 DDR mesterskaber her - og Europamesterskaber for ro-kvinder i 1962 og i 1968 var her verdensmesterskaber.
Et lille museum - men er du på de kanter - fx fordi du har lejet en motorbåd for dagen til at drive rundt i på en varm sommerdag - så er her altså et lille udflugts forslag.
Grünauer Wassersportmuseum
Regattastrasse 191
12527 Berlin - Grünau
S-bahn Grünau