Shopping. Berlinerne er til stormagasiner a la Magasin og Salling. Parfumer, tasker og dyre ure i stueetagen – og så ellers etage på etage med tøj til hende, til ham, møbler til stuen, gryder til køkkenet, ægte tæpper og legetøj til børnene, bøger, musik og elektronik. Lækre supermarkeder i kælderen eller øverst oppe – og i hvert fald kronet af et godt cafeteria. Vi kender modellen. Nogen elsker det. Andre hader det. Modsat indkøbscentrene, hvor der som regel er mange butikker under samme tag, så har stormagasinerne i princippet hele butikken.
Kongestormagasinet i Berlin fra 1912 er KaDeWe, Kaufhof des Westens ved Wittembergplatz. Følger fuldstændig modellen ovenfor og er især med sine fødevarer i særklasse. En turistattraktion i sig selv. Selv inkarnerede stormagasinshadere bløder lidt op, når supermarkedet næst øverste etage nås.
Galeries Lafayette Berlin i Friedrichstraße 76-78 er også i luksusklassen, og selvom supermarkedet i kælderen er mindre end i KaDeWe, så står det ikke tilbage når det gælder lækker charcutteri, fois gras og oste. De franske rødder lader sig ikke fornægte, og Lafayette er et af de ældste varehuskæder i Frankrig. Du kan godt handle ind til en god frokost her.
Galeria Karstadt er mere hverdagsindkøb, og du finder Karstadt over hele Berlin: Kursfürstendam overfor Gedächtniskirche, i Müllerstrasse og på Hermannplatz i Neukölln, Schlosstrasse i Steglitz, Wilmersdorferstrasse i Charlottenburg, i Gropious passagen i Johannisthaler Chaussee 317, i Tempelhof på Tempelhofer Damm 191, og i Spandau – og naturligvis Galeria på Alexanderplatz, på Frankfurter Allee 115-117, og i Neu Hohenschönhausen i øst på Prerower Pl. 3.
Stormagasinernes storhedstid
Stormagasinerne har fulgt Berlins storhedstid fra 1880’erne til 1945, men bomber og kommunister har fjernet den helt store betydning. Før 2. Verdenskrig var det især købmændene Herman Tietz og Georg Wertheim, som var de dominerende. Men i berlin var der også Rudolph Hertzog, som byggede varehuset Herzog på 15.000 kvadratmeter i Brüderstraße. Andre steder i Tyskland havde brødrene Salman und Simon Schocken succes med deres Stormagasiner. Rudolph Karstadt var i gang i 1881 og åbnede også i Berlin. I dag er der stort set kun KaDeWe og flere filialer af Karstadt tilbage.
Karstadt
Rudolf Karstadt begyndte beskedent i Wismar med ” Tuch-, Manufactur- und Confectionsgeschäft Karstadt”, men hans strategi med lave, faste priser var en succes. Folk var vandt til at prutte om priserne på markedet, og her kom der fast pris og lav pris. I 1931 var det blevet til 89 butikker fordelt over hele Tyskland.
I 1929 åbnede Karstadt i Berlin på Hermannplatz i Kreuzberg med 79.000 kvadratmeter butik, 4.000 kvadratmeter tagterrasse og to tårn i 56 meters højde (dobbelt af rundetårn ca.), 4000 medarbejdere og direkte adgang til undergrundsbanen på Hermannplatz.
Men 1929 var et skidt år for stormagasiner, så der blev hurtigt indskrænket. Men en fantastisk bygning, der blev sprængt af SS i 1945, så bygningen i dag kun er en skygge af sig selv. Til sammenligning har KaDeWe i dag 60.000 kvadratmeter og Europas næststørste varehus efter Harrods i London.
I 2009 tog finanskrisen livet af Karstadts 90 stormagasiner i Tyskland. De blev rekonstrueret under navnet Karstadt – Galeria. Der er slagsmål i Berlin om genopbygningen af Karstadt på Hermannplatz. I 2016 var der 114 Karstadt – Galeria stormagasiner i Tyskland – inklusive KaDeWe. Læs mere om Karstadt på Hermannplatz her.
Tietz og KaDeWe
Foto: Waldemar Franz Hermann Titzenthaler, Tietz på Leipzigerstrasse før 2. verdenskrig, Gemeinfrei.
KaDeWe blev grundlagt af Adolf Jandorf og købt af familien Tietz i 1927. Tietz blev tvunget til at sælge igen i 1933 af nazisterne for de havde jødiske rødder.
Stormagasinimperiet og familieimperiet Tietz blev grundlagt af Herman Tietz (1837-1905). Tietz var den første i Tyskland til at lave stormagasiner og i 1927 var der 10 Tietz stormagasiner alene i Berlin. Tietz stod bag de største som KaDeWe, og Tietz på Leipziger Strasse og tæt på den store konkurrent Wertheim (lige der, hvor Mall of Berlin i dag ligger, samt på Alexanderplatz.
Foto: Tietz på Alexanderplatz. I forgrunden den enorme statue Berolina, som forsvandt under 2. verdenskrig.
Da Tietz stooormagasinet på Alexanderplatz stod færdig i 1911 var det verdens største stormagasin, og det havde verdens længste butiksfacade på 250 meter. På taget roterede den kæmpemæssige Tietz-Globus som vartegn - også på Alexanderplatz var der direkte konkurrence med Wertheim.
Senere fulgte Hertie centrene. som tog navn efter bogstaverne i Herman Tietz. I 1943 blev KaDeWe bygningen totalt ødelagt, da et amerikansk bombefly styrtede ned i bygningen.
Men KaDeWe genopstod igen i 1950 og i 1957 stod 7 etager shopping hus klar med gourmetafdelingen på toppen. KaDeWe er blevet udvidet flere gange og ejes nu af Karstadt Warenhaus Group, som har stormagasiner overalt i Tyskland.
Wertheim
Wertheim var en stor kæde af stormagasiner i tiden før 2. verdenskrig. Grundlagt af Georg Wertheim med fire butikker i Berlin samt i Rostock, Breslaus samt i Stralsund, der var Georg Wertheims første stormagasin.
Abraham Wertheim (1819–1896) havde i 1841-51 arbejdet i Storbritannien og lært om det seneste skrig i detailhandel. Erfaringerne kom med hjem, og sønneren Georg, Franz, Wilhelm og Wolf gik i gang med at lave stormagasiner. Fra den lille butik i Stralsund gik det slag i slag og i 1894 åbnede de deres første stormagasin i Oranienstrasse i Kreuzberg.
Foto: Wertheim på Moritzplatz, der hvor Prinssesinnengarten ligger i dag.
Dernæst på Moritzplatz og i Königsstrasse. Det var ikke skidt at begynde i Berlin for det var en by med et gigantisk vokseværk. Kronen på værket blev i 1897 Wertheim på Leipziger Strasse, som blev tegnet af arkitekten Alfred Messel. Europas største varehus med 106.000 kvadratmeter. I 1905 åbnede Wertheim på Rosenthaler Strasse 77.
Friedrichstraßenpassage fra 1907-1908 var en af Europas første indkøbsarkader på hjørnet af Oranienburgerstrasse og Friedrichstrasse, men det gik konkurs allerede i 1908 og blev overtaget af Wertheim, som indrettede det til stormagasin. Der var stormagasin indtil første verdenskrig. Senere blev det showroom for AEG og nazisterne brugte huset som hovedkvarter for SS. I DDR blev den bombede bygning brugt at lidt forskellige – blandt andet hæren (NVA). Ved genforeningen blev huset besat af Künstlerinitative Tacheles, som indrettede huset til et stort kunsterværksted. Tacheles blev opgivet af kunsterne i 2013.
Det tredje rige
Stormagasinerne trives indtil nazisterne kom på scenen.
Familierne Tietz, Wertheim, Herzog og Schocken var jøder og fra 1933 boykottede nazisterne dem og i 1937 blev deres stormagasiner nationaliseret. Herman Tietz’s stormagasiner kom til at hedde Hertie, Fætter Leonhard Tietz, kom til at hedde Kaufhof og Schokens kom til at hedde Merkur. Wertheims stormagasiner blev omdøbt til Allgemeine Warenhandelsgesellschaft A.G., alment varehandelsselskab - AWAG.
Efter 2. Verdenskrig
Efter 2. verdenskrig fortsatte Wertheim stormagasinerne under navnet Wertheim, men de var i virkeligheden nu ejet af Karstadt. Den største lå på Kurfürstendam, og den anden i Schlossstrasse i Steglitz. I Breslau hedder stormagasinet nu Renoma og Breslau hedder Wroclaw og ligger i Polen. Efter 1945 lå Leipzigerstrasse i Østberlin, og Wertheim der var ødelagt af bomber. I Stralsund overtog staten stormagasinet, som nu fik navnet Konsum.
Wertheim startede op igen i 1956 i Wilmersdorferstrasse og Schlossstrasse og senere Kurfürstendam. I 1980’erne blev Wertheim overtaget af Hertie-koncernen, som igen blev overtaget af Karstadt. Indtil 2009 var der to stormagasiner i Berlin med navnet Wertheim, men nu er navnet helt forsvundet fra bybilledet.
DDR
Foto: Centum Warenhaus på Alexanderplatz i DDR.
DDR borgerne havde også brug for store varehuse, også selv om der var udbredt varemangel. En vittighed er forbrugeren der spørger efter om varehuset har gardiner og får svaret, at næh – gardiner har de ikke på fjerde sal. En af de store kæder i DDR var Centrumvarehusene. Der lå fx et stort Centrum Warenhaus på Alexanderplatz i Berlin – og det største og mest moderne blev bygget ved Ostbahnhof (I Østberlin: Hauptbahnhof) i 1979. De fleste er ombygget i dag eller revet ned. Men i Magdeburg står den originale bygning stadig i centrum. Centrumvarehuset på Alexanderplatz blev tegnet af arkitekten Josef Kaiser i1967–1970 og er i dag ombygget til Galeria Kaufhof. Varehuset ved Ostbahnhof er revet ned og i dag parkeringsplads parat til nyt byggeri.
Den anden store kæde i DDR var Konsument, som i Berlin havde en enkelt filial på Anton-Saefkow-Platz, der åbnede i 1986 og blev overtaget af Karstadt. Butikken er siden flyttet til Ring-Center.